Spørgsmål, tips og hjælp til hårfarvning

Hør frisør Kristian Bertelsen fortælle alt om hårfarvning.  Hvad er muligt og hvad skal du passe på. Du får blandt andet svar på om en mislykket hjemmefarvning kan reddes, og hvordan man undgår allergi og hårhjelme.

Book en tid til en
farvebehandling i Thisted

Book en tid online

…eller ring på 97 92 36 37, så sørger vi for at guide dig hele vejen. Skulle du have lyst til at besøge os, kan du altid kigge forbi. Du finder os her. Du kan selvfølgelig også stille spørgsmål direkte på vores facebook side.

TILBUD LIGE NU!

Vi har tilbud ved vores tre juniorstylister frem til uge 30. Du får den smukkeste sommer balayage eller babylights + en eksklusiv toning for kun 1000 kr!

OBS! Gælder kun ved booking af juniorstylister: Fredrik, Dorthe og Lina.

Lidt om hårfarver

Hvilke farvebehandlinger findes der?

En permanent hårfarve åbner håret og lægger et blivende farvepigment ovenpå det naturlige farvepigment. Farven dækker permanent og skal vokse ud. En toningsfarve lægges som et filter i håret som gradvist og jævnt aftager ved hårvask. En glossing eller en skyllefarve er et filter, der lægges oven på håret og som hurtigere og jævnt aftager ved hårvask.

Hvor lang tid holder en hårfarve?

En hårfarve holder den tid, man ønsker og som frisøren designer den til og afhænger af typen af behandling. Får man lavet en permanent hårfarve, vil vores kunder oftest få opfrisket hårfarven hver 6. uge.

Hvordan finder man den hårfarve, der passer mig?

Den rigtige hårfarve skal designes professionelt af frisøren ud fra din hudtype. Generelt vil en koldere hårfarve stå godt til de varme hudfarver og omvendt.

Kan man farve sig til en lysere hårfarve?

Man kan sagtens gå fra en mørkere hårfarve til en lysere men ikke alene ved hjælp af farvebehandling. En hårfarve kan ikke lysne en hårfarve. Før der kan tilføres et nyt og lysere pigment skal håret gennem en afblegning af den eksisterende farve.

Jeg vil gerne have en helt lys, kold, grå hårfarve. Kan man det?

Jo mørkere hår man har som udgangspunkt, jo flere tekniske farveprocesser skal håret igennem. Fjerner man pigment fra noget, der er sort, så kommer der først rødt frem, så brunt og derefter gult og man skal helt op på et hvidt grundlag, hvor hårstrået er allermest åbent, før man kan tilføre det kolde grå pigment. Derfor er det ikke muligt at gå fra sort til kold grå på en dag. Det ville ende med at blive alt for gyldent. Derfor vil det være en længere proces at gå fra mørkt til koldt gråt.

Hvordan undgår man at få en farvehjelm?

En farvehjelm er betegnelsen for farvepigment, der sidder for tæt i håret. I gamle dage blev hårfarve lavet ens til alle og pigmentet skulle derfor være tættere for også at passe til mørkt og kraftigt hår som man ofte ser i Sydeuropa.

Det dur ikke at bruge hårfarve med så meget pigment til folk fra Skandinavien. Wella har udviklet Illumina Color, som er bygget til hår der er lysere og finere. I dag er der over en milliard nuancer og ved brug af flere nuancer i hårfarven, undgår man at håret bliver ”hjelmet” at kigge på.

Kan man redde en hjemmefarvning der er gået galt?

Når man selv farver sit hår med de produkter man kan købe i håndkøb, så vil farven typisk blive den samme nuance fra hårets bund til hårets spids mens sliddet på håret er forskelligt. Derfor kan farven også gro forskelligt ud af håret eller i værste fald brænde fast på håret.

Frisøren kan sagtens fixe en hjemmefarvning, der er gået galt. Vi har et meget større udvalg af farver og anvender ofte 4-5 forskellige for at blande lige nøjagtig den rigtige nuance.

Hvad er forskellen på hjemmefarve og de farver frisører bruger?

Den helt store forskel er at hårfarvningsprodukter solgt i håndkøb, er designet til at virke på alle hårfarver – uanset om du er rødhåret, blond, mørkhåret eller gråhåret. Derfor vil farven også oftest blive mørkere end angivet på indpakningen.

Hos frisøren designes hårfarven ved hjælp af forskellige nuancer til den enkelte person. Vores hårfarve er også meget mildere ved håret. Vi må ikke bruge så stærke midler, som man må i færdigprodukter, hvilket gør en stor forskel i forhold til risikoen for at udvikle allergi.

Wellas specialister forbedrer løbende deres produkter og har i 2018 blandt andet mindsket risikoen for allergi med yderligere 60 procent i deres hårfarve.

Hvad er allergirisikoen ved hårfarvning?

Der er altid en risiko for at udvikle allergi – ikke kun hos frisøren. Vi skal som frisører tage hensyn til den risiko. Derfor kan vi tilbyde at lave en test på huden og her kan man efter 48 timer afgøre om man har en allergisk reaktion på hårfarven.

Hvorfor kan farverne hos frisøren dufte meget kraftigt?

Vores hårfarvningsprodukter fra Wella er bygget op på ammoniak. Ammoniak har en kraftig lugt. Man skal ikke være bange for ammoniak. Det er for det første en af de gasarter, der fordamper hurtigst og så kan man ikke få en allergisk reaktion på ammoniak, fordi vi mennesker selv har den i kroppen.

Hvor lang tid tager en farvebehandling?

Vi slipper ikke vores kunder før vi er 100% tilfredse med resultatet.

En farvebehandling i kort hår vil typisk tage to timer, mens et langt hår vil tage 2-3 timer. Hvis man går fra mørk til lys, kan det kræve flere farveprocesser at opnå den ønskede farve. Det kan tage 3-6 måneder, hvis man ønsker at gå fra helt sort til helt lys.